Det er sjovt som jeg læser mine gamle indlæg og nu sidder her. manden med tankerne og den ruterende himmel. jeg skammer mig ikke over mine daværende tanker og den måde jeg så umodent prøvede at forklare alt der foregik omkring mig.
Jeg sidder her og praktisk talt har alt det som jeg på Bergsoe så inderligt efterspurgte, og selvom at jeg til tider kigger over min skulder og ser de grøn-blå øjne er det som om at når jeg vender hovedet tilbage er alt bare grønnere her på min egen græsplæne. Jeg er nu en uddannet mand, godt nok inden for et fag som måske ikke er så velset i vores nuværende samfund, men uddannet og arbejdsklar.
Det gav mig en ide om hvor langt jeg egentligt kan tage mig selv. Hvor jeg kan føre mig selv hen i livet og hvor det jo selvfølgelig nok stopper igen. Det er en uforståelig udvikling mit liv har taget. For bare 2 år siden lå jeg, grædefærdig, på mit kollegium gulv i fortvivlelse over min eksistens (eller mangel på samme) og nu sidder jeg her.
Et liv med fast økonomi og en kæreste som tænker på mig når jeg tager ud og maler byen rød med mine veninder. En ting jeg mærkværdigt nok skrev til mig selv igen og igen før i tiden var "Jeg har alt hvad jeg har brug for" men i realiteten så var intet af det jo sandt. Hvor var mit hjerte?
Hjertet er nok det vigtigste stykke kød mit skelet kan byde på, og i så lang tid gik jeg rundt og havde ondt af mig selv over hvorfor i al verden jeg ikke kunne få noget til at passe sammen eller for den sags skyld fungere oppe i mit hoved.
Det handler om at stoppe op, (hvilket er en umulighed at fremskynde kunstigt) og se sig selv som den man er og derefter sige "pyt.." Ikke til den man er, men til de ting der vil vælte den man er af hesten.
Herefter er vejen faktisk ganske lige og livet bliver langsommere og langsommere mere og mere forståeligt. Nogle ting bliver nemmere at forstå (Matematik i mit tilfælde) og mennesker bliver nemmere at snakke med.
Derfor græder jeg ikke mere.
Daniel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar