Det startede med en tanke om hvordan vi alle eksisterer side om side hele tiden uafhængigt af nat og dag. Vi deler den samme himmel samt den samme jord, og det eneste der skiller os ad er de linjer vi selv engang for længe siden trak i sandet for at definere hvad der var dit og mit.
De personer jeg ser i TV og de kunstnere som jeg høre er alle i live lige nu mens jeg sidder og skriver. Det er en tanke som jeg altid har synes var meget interessant, hvad mon de laver, mon de også piller navle og smider fnilleret ud på gulvet for så at glemme alt om det igen. Når det kommer til kendte mennesker eller for den sags skyld bare mennesker så har jeg det med at komme til at lukke mig selv inde og kun tænke på den osteklokke der er mit liv. Men der er jo SÅ mange andre mennesker her på vores jord og de har allesammen tanker ligesom jeg.
Jeg mener at have læst et sted at uanset hvad det sker kan der aldrig komme mere masse til eller fra vores eksistens. Der bliver altså ikke lavet flere atomer. Alt er genbrugt og alt er stjernestøv.
Jeg er sikker på at jeg tager fejl og at det bestemt nok ikke hænger så let sammen men jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet når jeg tænker på at alle de liv som jeg omringer mig med og alle de liv som de omringer sig med osv. osv. ikke er her mere, alligevel til et vidst punkt dog stadig er her et sted. inde i os selv.
Eller også er det bare gud.
det er nok bare gud.
...
Daniel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar