kosmisk genbrug

Det startede med en tanke om hvordan vi alle eksisterer side om side hele tiden uafhængigt af nat og dag. Vi deler den samme himmel samt den samme jord, og det eneste der skiller os ad er de linjer vi selv engang for længe siden trak i sandet for at definere hvad der var dit og mit.
De personer jeg ser i TV og de kunstnere som jeg høre er alle i live lige nu mens jeg sidder og skriver. Det er en tanke som jeg altid har synes var meget interessant, hvad mon de laver, mon de også piller navle og smider fnilleret ud på gulvet for så at glemme alt om det igen. Når det kommer til kendte mennesker eller for den sags skyld bare mennesker så har jeg det med at komme til at lukke mig selv inde og kun tænke på den osteklokke der er mit liv. Men der er jo SÅ mange andre mennesker her på vores jord og de har allesammen tanker ligesom jeg.
Jeg mener at have læst et sted at uanset hvad det sker kan der aldrig komme mere masse til eller fra vores eksistens. Der bliver altså ikke lavet flere atomer. Alt er genbrugt og alt er stjernestøv.
Jeg er sikker på at jeg tager fejl og at det bestemt nok ikke hænger så let sammen men jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet når jeg tænker på at alle de liv som jeg omringer mig med og alle de liv som de omringer sig med osv. osv. ikke er her mere, alligevel til et vidst punkt dog stadig er her et sted. inde i os selv.

Eller også er det bare gud.

det er nok bare gud.

...

Daniel

Tankestrejf jeg ikke kunne lade ligge.

Det er sjovt som jeg læser mine gamle indlæg og nu sidder her. manden med tankerne og den ruterende himmel. jeg skammer mig ikke over mine daværende tanker og den måde jeg så umodent prøvede at forklare alt der foregik omkring mig.
Jeg sidder her og praktisk talt har alt det som jeg på Bergsoe så inderligt efterspurgte, og selvom at jeg til tider kigger over min skulder og ser de grøn-blå øjne er det som om at når jeg vender hovedet tilbage er alt bare grønnere her på min egen græsplæne. Jeg er nu en uddannet mand, godt nok inden for et fag som måske ikke er så velset i vores nuværende samfund, men uddannet og arbejdsklar.
Det gav mig en ide om hvor langt jeg egentligt kan tage mig selv. Hvor jeg kan føre mig selv hen i livet og hvor det jo selvfølgelig nok stopper igen. Det er en uforståelig udvikling mit liv har taget. For bare 2 år siden lå jeg, grædefærdig, på mit kollegium gulv i fortvivlelse over min eksistens (eller mangel på samme) og nu sidder jeg her.
Et liv med fast økonomi og en kæreste som tænker på mig når jeg tager ud og maler byen rød med mine veninder. En ting jeg mærkværdigt nok skrev til mig selv igen og igen før i tiden var "Jeg har alt hvad jeg har brug for" men i realiteten så var intet af det jo sandt. Hvor var mit hjerte?

Hjertet er nok det vigtigste stykke kød mit skelet kan byde på, og i så lang tid gik jeg rundt og havde ondt af mig selv over hvorfor i al verden jeg ikke kunne få noget til at passe sammen eller for den sags skyld fungere oppe i mit hoved.
Det handler om at stoppe op, (hvilket er en umulighed at fremskynde kunstigt) og se sig selv som den man er og derefter sige "pyt.." Ikke til den man er, men til de ting der vil vælte den man er af hesten.
Herefter er vejen faktisk ganske lige og livet bliver langsommere og langsommere mere og mere forståeligt. Nogle ting bliver nemmere at forstå (Matematik i mit tilfælde) og mennesker bliver nemmere at snakke med.

Derfor græder jeg ikke mere.


Daniel.