stop så med det røg!

Jeg vil utroligt gerne ud med nogle tanker, men det er som om disse sidste par dage har været så.. ubeskrivelige.. som om der ikke har været noget tid omkring mig, men blot  en roterende himmel udenfor min dør. lys og mørke har fulgt hinanden som de jo skal. Jeg har røget, jeg har spist, men jeg har for en gangs skyld ikke grædt. Det er nok fordi jeg ikke mangler noget, ud over min kæreste der er i Madrid. MEN NU SKAL ALT DET DER RYGNING STOPPE! FÆRDIG SLUT; IKKE MERE:!!!!

nu begynder begyndelsen.

hvad forventer jeg af dagen. hvad forventer jeg af mig selv? hvad skal jeg forvente? jeg er jo hvor jeg startede.. i mørket af min lukkede sagsskuffe under filbogstavet "D"
hvad skal jeg her? har jeg ikke allerede smagt den her suppe. ER jeg ikke allerede inforstået med livet?
åbenbart ikke. jeg føler livet skal gå stærkt og jeg ikke kan stå distancen..
stå den distance så breder sig ud for mine fødder.
nu begynder jeg forfra.
nu begynder begyndelsen.

hvor er jeg?

Du bider tænderne sammen og klemmer den lort ud der tyngede dig i første ende.. Det! er hvad jeg kan lære dig.. ikke andet. jeg kan ikke fortælle dig hvordan du skræller et atom til mindre dele, eller for den sags skyld heller ikke hvordan du benytter en rubix-cube. Men hvis jeg gjorde, ville du så lytte. NEJ! denne verden er ikke klar til sandheden. (for den sags skyld heller ikke mig) Bare fordi jeg ikke kender sandheden er ikke ens betydende med at jeg vil lede hovedløst efter den. Jeg har før talt om frihed og hvad det EGENTLIG er, men det her er komplet i den anden boldgade.

Optur som Røvtur, det er mit ansvar!

 Det at være ung i dag er hurtigt blevet pustet op til at være noget det egentlig ikke er, jo vi har masser af muligheder og endnu flere uddannelser at vælge mellem. men er det ensbetydende med at vi VED hvordan vores fremtid ser ud? Mange forsøger at finde ud af hvad de er gode til, og af forskellige årsager ender flere og flere med at opgive de tidlige morgener, hele karakterræset, tør tavle undervisning og ikke mindst indelukkede klasse lokaler. Og det kan da også være svært at forstå, for hvem elsker da ikke at sidde i 6 timer låst fast til en stol med 3 gange 10 minutters pause.

100 Kasser, men ingen at sætte sig i?

Jeg føler der er 100 kasser stående foran mig med uddannelser der står med åbne arme men når jeg ikke ved hvilken en af de kasser der ville passe mig bedst bliver det meget hurtigt til en tur karrusellen hvor jeg står alene tilbage druknet i kasser og rundtosset så det er til at brække sig over.

Jeg har altid haft et problem med autoriteter, for jeg hader at blive dirigeret rundt i et løbespor der egentlig bare føles som om det ikke føre til noget. I længden ved jeg jo godt at det hele kommer mig til gode i enden og at det udelukkende er et luksus problem, for der er mange mennesker her i verdenen der slet ikke har en brøkdel af den frihed som jeg har til at vælge hvordan mit billede skal se ud i slutningen. Men hvis jeg skulle perspektivere til alt og alle de handlinger jeg gør, kunne det blive til mange timers tankespil og dårlig samvittighed

Personligt har jeg ingen anelse om hvor jeg står om 4 år, og det er jeg også ret sikker på der er 10.000 andre unge der heller ikke gør og det hjælper slet ikke at jeg bliver fanget mellem alle disse muligheder og forventninger.

Og alle disse forventninger kan føles som en bølge der bruser over ens skuldre og derefter vokser fast indtil de ender med at blive til en del af dig selv.

Er der noget de unge kan gøre? Eller er vi helt tabt bag en vogn. Nej det er mit eget ansvar at placere mig i kassen, det er mit eget ansvar at komme igennem en uddannelse.

Forventninger = Almen viden?

De unge sætter spørgsmålstegn ved alt nu til dags, og det forstår jeg udmærket, for hvorfor skulle de lade være. Der er så mange finurlige former og kanter på vores samfund som kræver et eller flere ekstra lange åndedrag for at kunne forstå, og af og til er det svært at hænge i fordi man nemt føler sig overrumplet af alle de nye indtryk der pludselig skal tages stilling til som mor og far før i tiden ordnede. Jeg er selv SU modtager og det er en dejlig lille månedlig udbetaling, (MIN lille gulerod) men pludselig begynder jeg at få mindre i SU, uden nogen form for varsel eller lignende. Jeg ringer Skat op og får en ældre herre i røret, og til min forbavselse er mit frikort løbet ud. ”Du har modtaget for mange penge i de seneste par måneder” får jeg at vide. ”Undskyld mig, men hvorfor er jeg ikke blevet informeret om mit frikorts tilstand?” spørger jeg derefter. ”Jamen det er da almen viden at man tjekker den slags.” Og her bliver jeg ikke bare direkte vred men rasende på både ham OG systemet, for hvem skulle have lært mig det? Mine forældre? Jo fint, men hvad nu hvis de heller ikke har styr på det?

Jeg spørger derefter om man ikke kunne sende et brev om frikortets tilstand? Og rigtigt nok respondere den kække Skat-medarbejder. ”Det ville jo koste en formue i frimærker at sende de breve ud.” hvorefter han griner lidt og føler sig ovenpå situationen. Og det er her at det går op for mig at denne person stadig er fanget i det 20. århundred hvor alt information skulle bogføres på papir med blæk. Så jeg spørger ham direkte. ”Undskyld mig, men hvilket århundred lever vi i? 95% af den danske ungdom har en e-mail! Så send dog en mail!”

samtalen bliver herefter afbrudt af min mobil der løb tør for levekraft.

Selvforskyldte kvaler.

Tanken gør mig gal i skralden, men hvorfor gør den det? Er det fordi jeg inderst inde egentlig godt ved hvad jeg er god til. At jeg egentlig godt kender mine kompetencer men gemmer dem væk på grund af en frygt for fremtiden, og det den kræver af mig. Vi vil jo godt have et arbejde, en kæreste, et hus, en hund, en Volvo og hvad der nu ellers høre med til hele ”happy ending” fænomenet.

Kom op på hesten igen, smil til verdenen og lad varmen ramme din kind for selvom tiden føles lang, ER der en gulerod for enden. Det er bare turen der føles som spild af tid. Livet kan føles som en optur såvel som en røvtur, men man må tage begge sider med et gram salt, bide i det sure æble, klemme ballerne sammen og forsøge at skaffe overblikket, for når man først har det, så bliver alt pludselig meget mere overskueligt.

En hammer? en bil? et våben?!

Så er vi her igen igen igen igen. ved muren som er 30 meter høj og 30 meter tyk, den rækker sig fra horisont til horisont og der er ikke nogen vej udenom, over den eller under den.. men hvad med igennem den? hvad kræver det at banke hul i den, en hammer? en bil? et våben!? ordet "frihed" har altid lydt forkert i mine øre, for hvordan kan det lyde rigtigt når ingen af os nogensinde opnår det? der er jo altid en eller anden form for pligt til at sætte én under tøjlerne og trække sin del af læsset. Men hvad hvis jeg ikke gider?! hvad hvis jeg heller vil bruge min tid på at bryde den her forbandede mur og ikke bare kaste håndklædet i ringen som så mange gør det idag? bare opgive lortet og tage til takke med det næstbedste. FUCK NEJ! jeg har tænkt mig at vælte muren, jeg har tænkt mig at vise hele verdenen at den mur man møder i tofthøj fælledpark under broen sammen med stofmisbrugeren og den hjemløse læge ikke er den eneste løsning!

Den eneste rytme jeg ikke kan følge.

Jeg er blot en ydmyg skoleelev bag mit bord, så jeg er ikke så sikker på hvad jeg har at skulle have sagt, men er det meningen at jeg skal bemærke at dagene forsvinder bag mig? Altså i den forstand at jeg er begyndt at vågne fra den her zombie-tilstand mine andre medstuderende så fredeligt svæver i.
Jeg sætter spørgsmålstegn ved min nuværende tilstand fordi jeg føler jeg mangler den her evne til bare at.. "falde i" falde ind i en dagligdag, at falde ind i en rytme og bare lade den hive mig med som en båd i en å. jeg sætter spørgsmålstegn ved om jeg overhovedt KAN flyde med strømmen, for jeg finder mig selv igen og igen at kæmpe mig mod strømmen.
Det er nok bare en tanke, der ikke skal ligges for meget i.. Men er det nok?