Det at være ung i dag er hurtigt blevet pustet op til at være noget
det egentlig ikke er, jo vi har masser af muligheder og endnu flere
uddannelser at vælge mellem. men er det ensbetydende med at vi VED
hvordan vores fremtid ser ud? Mange forsøger at finde ud af hvad de
er gode til, og af forskellige årsager ender flere og flere med at
opgive de tidlige morgener, hele karakterræset, tør tavle
undervisning og ikke mindst indelukkede klasse lokaler. Og det kan da
også være svært at forstå, for hvem elsker da ikke at sidde i 6
timer låst fast til en stol med 3 gange 10 minutters pause.
100 Kasser, men
ingen at sætte sig i?
Jeg føler der er
100 kasser stående foran mig med uddannelser der står med åbne
arme men når jeg ikke ved hvilken en af de kasser der ville passe
mig bedst bliver det meget hurtigt til en tur karrusellen hvor jeg
står alene tilbage druknet i kasser og rundtosset så det er til at
brække sig over.
Jeg har altid haft
et problem med autoriteter, for jeg hader at blive dirigeret rundt i
et løbespor der egentlig bare føles som om det ikke føre til
noget. I længden ved jeg jo godt at det hele kommer mig til gode i
enden og at det udelukkende er et luksus problem, for der er mange
mennesker her i verdenen der slet ikke har en brøkdel af den frihed
som jeg har til at vælge hvordan mit billede skal se ud i
slutningen. Men hvis jeg skulle perspektivere til alt og alle de
handlinger jeg gør, kunne det blive til mange timers tankespil og
dårlig samvittighed
Personligt har jeg
ingen anelse om hvor jeg står om 4 år, og det er jeg også ret
sikker på der er 10.000 andre unge der heller ikke gør og det
hjælper slet ikke at jeg bliver fanget mellem alle disse muligheder
og forventninger.
Og alle disse
forventninger kan føles som en bølge der bruser over ens skuldre og
derefter vokser fast indtil de ender med at blive til en del af dig
selv.
Er der noget de unge
kan gøre? Eller er vi helt tabt bag en vogn. Nej det er mit eget
ansvar at placere mig i kassen, det er mit eget ansvar at komme
igennem en uddannelse.
Forventninger =
Almen viden?
De unge sætter spørgsmålstegn ved alt nu til dags, og det forstår
jeg udmærket, for hvorfor skulle de lade være. Der er så mange
finurlige former og kanter på vores samfund som kræver et eller
flere ekstra lange åndedrag for at kunne forstå, og af og til er
det svært at hænge i fordi man nemt føler sig overrumplet af alle
de nye indtryk der pludselig skal tages stilling til som mor og far
før i tiden ordnede. Jeg er selv SU modtager og det er en dejlig
lille månedlig udbetaling, (MIN lille gulerod) men pludselig
begynder jeg at få mindre i SU, uden nogen form for varsel eller
lignende. Jeg ringer Skat op og får en ældre herre i røret, og til
min forbavselse er mit frikort løbet ud. ”Du har modtaget for
mange penge i de seneste par måneder” får jeg at vide. ”Undskyld
mig, men hvorfor er jeg ikke blevet informeret om mit frikorts
tilstand?” spørger jeg derefter. ”Jamen det er da almen viden at
man tjekker den slags.” Og her bliver jeg ikke bare direkte vred
men rasende på både ham OG systemet, for hvem skulle have lært mig
det? Mine forældre? Jo fint, men hvad nu hvis de heller ikke har styr på det?
Jeg spørger derefter om man ikke kunne sende et brev om frikortets
tilstand? Og rigtigt nok respondere den kække Skat-medarbejder. ”Det
ville jo koste en formue i frimærker at sende de breve ud.”
hvorefter han griner lidt og føler sig ovenpå situationen. Og det
er her at det går op for mig at denne person stadig er fanget i det
20. århundred hvor alt information skulle bogføres på papir med
blæk. Så jeg spørger ham direkte. ”Undskyld mig, men hvilket
århundred lever vi i? 95% af den danske ungdom har en e-mail! Så
send dog en mail!”
samtalen bliver herefter afbrudt af min mobil der løb tør for
levekraft.
Selvforskyldte
kvaler.
Tanken gør mig gal i skralden, men hvorfor gør den det? Er det
fordi jeg inderst inde egentlig godt ved hvad jeg er god til. At jeg
egentlig godt kender mine kompetencer men gemmer dem væk på grund
af en frygt for fremtiden, og det den kræver af mig. Vi vil jo godt
have et arbejde, en kæreste, et hus, en hund, en Volvo og hvad der
nu ellers høre med til hele ”happy ending” fænomenet.
Kom op på hesten igen, smil til verdenen og lad varmen ramme din
kind for selvom tiden føles lang, ER der en gulerod for enden. Det
er bare turen der føles som spild af tid. Livet kan føles som en
optur såvel som en røvtur, men man må tage begge sider med et gram
salt, bide i det sure æble, klemme ballerne sammen og forsøge at
skaffe overblikket, for når man først har det, så bliver alt
pludselig meget mere overskueligt.
